Annonce. Spillemyndighedens hjælpelinje: Stopspillet.dk | Selvudelukkelse: ROFUS.NU | Spil ansvarligt | 18+. Vilkår og betingelser gælder.


Texaspoker.dk » IT-sikkerhed i online poker

IT-sikkerhed i online poker

IT sikkerhed i online poker

IT-sikkerhed i online poker. Man hører ofte om pokerspillere som får stjålet penge fra deres konti. Denne artikel guider dig igennem de forholdsregler du bør træffe for at være mest sikker på nettet.

I mange af de tragiske tilfælde vi læser om, hvor spillere får tømt sine pokerkonti  kunne spilleren nemt have beskyttet sig bedre, hvilket ville gøre det langt vanskeligere at stjæle deres penge.

Pas på pengene online

Har man sine penge kært bør man sikre sig, at sikkerheden med hensyn til kodeord, antivirus, programopdateringer og lignende er så god som overhovedet mulig.

Jeg giver her nogle retningslinjer, som bør efterkommes. Med hensyn til produkter, som kan hjælpe på IT-sikkerheden vil jeg kun nævne gratis software, således at anbefalingerne er omkostningsfrie.

Det skal dog siges, at disse anbefalinger langt fra er nogen garanti for, at hackere kan stjæle dine penge. Sikkerheden i IT-systemer vil i sagens natur ofte være reaktiv og udvikler sig mere efter angrebsmetoderne end omvendt.

1. Kodeord

Når der oprettes nye pokerkonti skal der vælges et kodeord. Egentlig burde man anbefale, at man valgte unikke, stærke kodeord til samtlige konti.

Da mange pokerspillere benytter 10+ forskellige pokerkonti, er det dog næppe noget mange praktiserer, da det vil være ekstremt vanskeligt at huske de mange kodeord. Jeg vil derfor anbefale en anden fremgangsmåde.

Det vigtigste er, at kodeordene er unikke. Man skal ikke bruge det samme kodeord på flere pokerkonti og ej eller vælge et kodeord som benyttes til mailkonto, Moneybookers, NETeller eller lignende.

Sådanne kodeord må karakteriseres som vigtige, og SKAL derfor være unikke.

Duplikerer man kodeord til brug på flere konti, behøver angriberen kun at kende ét kodeord for at stjæle fra dem alle. Dette er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Skriv kodeordet ned
Det, jeg anbefaler her, er imod alle normale tommelfingerregler om IT-sikkerhed.

Almindeligvis bør man ALDRIG skrive kodeord og lignende ned, da der er en betydelig sikkerhedsrisiko forbundet hermed. Det er dog en nødvendighed med pokerkonti, da man skal bruge så mange forskellige kodeord.

For at huske de mange forskellige kodeord, er det altså en god idé at skrive disse ned.

Dette kan gøres ved brug af en notesbog eller lignende, men her er et relativt stort problem i og med, at bogen kan forsvinde eller blive stjålet.

Password Manager gemmer for dig
En anden løsning er at gemme kodeordene i et program, der er beregnet til at gemme kodeord.

Lav en søgning på Google efter Password Manager, og vælg et. Der findes mange gratis programmer, der kan benyttes til at lave stærke krypteringer af data.

Der benyttes et master password til krypteringer. Dette skal man så naturligvis selv huske og ikke skrive ned nogen steder. Ydermere bør man huske at lave backup af krypteringen. På den måde er man sikret, hvis harddisken står af.

Med dette in mente er det ikke sikkert, at krypterede filer er en bedre sikkerhedsmæssig løsning end lommebøger og lignende. Dog vil den for mange brugere være smartere og nemmere, og så skal man bare sikre sig, at ens maskine ikke inficeres med spyware og virus.

Benyt stærke kodeord
Det er også vigtigt, at man benytter stærke kodeord til pokerkontoerne. Kodeord som “qwerty”, “123456”, “abcdef”, “jesper” og lignende vil være de første, en hacker forsøger sig med.

Brug derfor aldrig ordbogsord, navne, adresser og lignende, men kun tilfældige kombinationer af tegn. Kodeordene bør være minimum 8 tegn lange og indeholde store og små bogstaver og andre typer tegn.

Sådanne kodeord kan dannes automatisk via følgende link: pctools.com/guides/password/. Her vælger man selv længden og kompleksitet af det ønskede kodeord, som derefter genereres automatisk.

IT sikkerhed i online poker

Det vigtige omkring kodeord er kort opridset:

  1. Stærke kodeord – minimum 8 tegn indeholdende tilfældige kombinationer af tegn og aldrig egentlige ord
  2. Unikke kodeord – brug aldrig det samme kodeord flere steder
  3. Gem koderne i en Password Manager. Eller opskriv kodeordene i en lommebog
  4. Sørg for at have en backup af den krypterede fil, hvis uheldet er ude

2. Operativsystem og installerede programmer

Hold ALTID dit operativsystemer og programmer fuldt opdaterede, hvis det er ting som tilgår nettet. Microsoft-produkter opdateres nærmest automatisk via Windows Update, men sørg også for at alle andre programmer opdateres til nyeste versioner.

Det gælder browsere som Firefox og Google Chrome, men også IM-tjenester som MSN, ICQ, Skype og alle andre programmer som kan opdateres online.

De fleste ting gøres heldigvis automatisk, men lad være med at afvise eventuelle opgraderinger af programmer. Det er ofte sikkerhedshuller, som bliver lappet i nyere udgaver.

I kan evt. benytte Secunias Personal Software Inspector.

Dette program tjekker jeres installerede software og finder ud af, om det er opdateret. På den måde kan I se, hvad der er af forældet software på jeres maskine.

Med hensyn til valg af browser, så er Microsoft kommet noget efter det. IEs nyeste udgave er karakteriseret som en relativt sikker browser. Der er også diverse addons til Firefox, som kan hjælpe med at forbedre sikkerheden.

Blandt andet Noscript, der, som navnet antyder, kan hjælpe med at blokere eventuelle scripts, som eksekveres via browseren.

Det vigtigste råd i denne forbindelse er dog at være opmærksom, når I surfer. Rigtig mange angreb – som kan være udført for at kompromittere pokerkonti – startes netop via surfing.

Pas på suspekte hjemmesider
Lad være med at give unødige oplysninger væk og indtast ikke mails, brugernavne og kodeord på suspekte sider eller sider, hvor I er blevet ledt over til via links.

I kan som oftest tjekke, at I er det rigtige sted ved at inspicere URL’en. Står der phishing.com/ når I skal indtaste jeres NETeller-oplysninger, så skal I nok lade være.

Undlad endvidere at tjekke feltet ‘Husk Kodeord’ af i både browser og i pokerklienter på sider I vil beskytte. Oplysningerne vil blive gemt på jeres PC, og det kan resultere i, at en angriber får kendskab til dem her igennem.

3. Antivirus og Antispam

Der er masser af gode gratis antivirus- og antispywareprogrammer på nettet og som udgangspunkt er det anbefalelsesværdigt at benytte sådanne.

Avast og AVG free er blandt de mest anerkendte gratis antivirusprogrammer, og er ifølge flere undersøgelser på højde med mange kommercielle produkter.

Med hensyn til antispyware programmer er det vigtigt at vælge en løsning, som har real-time beskyttelse. På den måde kan man detektere spywaren, inden den inficerer PC’en og ikke først bagefter.

Dette har desværre kun et fåtal af de gratis antispyware løsninger, men et eksempel er Spywareterminator. Det er et fint program, men mangler måske lidt af den funktionalitet og effektivitet, som fås med et kommercielt produkt.

Det er vigtigt at benytte sådanne programmer, da forskellige former for spyware, trojans og virus vil kunne udnyttes til at opsnappe login og lignende til pokerkonti, hvorved de kan kompromittere jeres konti.

4. Sund fornuft

En yderst vigtig ting mht. sikkerheden i online poker er, som med alt andet, at bruge sin sunde fornuft. Man bør nok afholde sig fra at spille på internetcaféer, suspekte hoteller, usikre trådløse forbindelser osv. Der sker sandsynligvis ikke noget, vil de fleste nok påpege, og det er ganske rigtigt.

Men hvorfor løbe risikoen?

Brug også den sunde fornuft med hensyn til brugernavne og kodeord. Indtast dem kun hvor I er sikre på, at I benytter dem det rigtige sted. Lad være med at kommunikere dem ud via MSN, mail eller lignende. Opbevar dem sikkert (evt. krypteret) og benyt dem kun, når der er behov for det.

Texaspoker.dk indeholdt oprindeligt et velbesøgt pokerforum, hvor mange af brugerne tog sig tid til at hjælpe hinanden med spørgsmål omkring deres spil og ikke mindst til at skrive vejledende artikler, som denne, der er skrevet af brugeren Vedel tilbage i 2009.

Annonce. Spillemyndighedens hjælpelinje: Stopspillet.dk | Selvudelukkelse: ROFUS.NU | Spil ansvarligt | 18+. Vilkår og betingelser gælder.