De bedste pokerfilm

Helten sidder overfor skurken.

Spændingen er nervepirrende, alt er satset. Hjertet sidder helt oppe i halsen og banker – der er tale om de allerbedste pokerfilm.

I denne artikel giver Texaspoker.dk dig et overblik over nogle af alletiders bedste pokerfilm.

Du kan læse det fyldige resumé omkring hver film og/eller se traileren til filmen.

Læs og se mere fra følgende film i rækkefølgen:

1. A Cure For Pokeritis (1912)
2. Dr. Mabuse der Spieler (1922)
3. The Maverick (1994)
4. A Big Hand for the Little Lady (1966)
5. California Split (1974)
6. High-Roller (2003)
7. The Sting (1973)
8. Cincinatti Kid (1965)
9. Rounders (1998)

God fornøjelse derhjemme på sofaen.

(artiklen fortsættes længere nede…)

Her får du de bedste pokerdeals

 

(…)

A Cure For Pokeritis (1912)

Denne amerikanske stumfilm A Cure for Pokeritis er fra 1912.

Filmen kunne have foregået i victoriatidens puritanske England. Den sort/hvide komedie varer knap 13 minutter og har filmverdens første komediestjerne, John Bunny, i hovedrollen.

Bunny spiller den tykke og livsglade George Brown, der er småafhængig af spil med vennerne. Spillebulen er hans fristed. Han lover sin halvanorektiske og meget moralske kone at stoppe med at spille poker, efter at hun har fået et mindre hysterisk anfald.

George Brown sniger sig alligevel til lidt spilleadspredelse. Konen har en mistanke om, at George har noget for, og i første omgang beder hun sin fætter skygge ham.

Da hun får nys om, at George spiller bag hendes ryg, sender sin bibelklasse efter George. Men politiet hører også om pokerklubben, som de invaderer få sekunder, før bibelklassen stormer ind i lokalet. Midt i kaosset omfavner den tilgivende kone den angrende George. Boys will be boys!
Se filmen A Cure For Pokeristis (1912)

Dr. Mabuse der Spieler

Hvor A Cure for Pokeritis har en overskuelig spilletid og er uden de store artistiske ambitioner, ser det ganske anderledes ud med Dr. Mabuse der Spieler fra 1922.

Den sort/hvide stumfilm varer mere end 4 timer.

Filmen om dr. Mabuse – en skruppelløs superskurk som hypnotiserer sine ofre – er tænkt som en ætsende diagnose af det moderne, kapitalistiske samfund.

Som manden med de mange udklædninger manipulerer Dr. Mabuse alt fra aktiemarkeder til modspillere i poker. Meget klarere kan det ikke siges: Kortspil har noget dekadent over sig. Andres ulykke er ligegyldig. Pengene er vundet, moralen tabt. Poker er en af måderne, hvorpå skruppelløse skurke manipulerer med (alle) os andre (uskyldige).

Men uanset versionen – slapstick´en eller den skæbnetunge krisestemning – giver filmene samme billede: Poker og kortspil er noget, man bør holde sig fra!

Se klip fra Dr. Mabuse der Spieler:

Rejsen over Atlanten

Pokerspillet fungerede som billede på alt det onde (læs: amerikanske) i dr. Mabuses moderne, kapitalistiske mareridtsverden. I megen europæisk tænkning er det unge Amerika intet mindre end symbolet på det moderne, forjagede, flygtige og fladpandede liv, mens det gamle Europa står for såkaldt rigtig kultur.

Tilfældigvis er poker noget nær en amerikansk folkeforlystelse. Spillet havde sin oprindelse for godt 200 år siden i USA og spilles nu af alle samfundslag, helt op til præsidenter.

Hollywood-æraen begynder

Efter Anden Verdenskrig overtog Hollywood utvetydigt Europas kunstneriske førertrøje på filmfronten. Det udelukkende negative billede af poker fulgte (naturligvis) ikke med filmens rejse over Atlanten.

Det nye billede kan opsummeres som: Den gode sejrer til sidst, heldet tilsmiler helten / den kloge narrer den mindre kloge, den uoverskuelige krise forsvinder som dug for solen, drømmen og friheden sejrer over middelmådigheden og det fastbundne liv osv.

Den amerikanske drøm udtrykt i 52 kort, kort sagt.

Billedet af pokerspilleren ændrede sig i takt med fremkomsten af et nyt billede af “en rigtig mand”.

Han er lige så cool som John Wayne, Gary Cooper eller Clint Eastwood. Sej, modig og udstyret med overlegent pokerfjæs.

Det er den ubundne mand, fri for alle de dagligdags begrænsninger, som tynger George Brown i A Cure for Pokeritis. Det er manden, der tør satse. Selvfølgelig vinder helten, før han rider mod den nedadgående sol med afgjort sag.

Eksempler på klassiske westerns, hvor poker spiller en vigtig rolle, er The Gunfighter med Gregory Peck (1950) eller John Wayne i Three Godfathers (1948).

The Maverick (1994)

Maverick (1994) er både en pokerwestern – et koncept mere amerikansk end apple pie – og en vellykket komedie.

Ordet maverick betyder: individualist eller enegænger. Sejmands-klichéerne beskrevet ovenfor er tykke som stegeolie, og The Maverick bringer frisk luft ind i pokerwestern genren.

Komedien har Mel Gibson i hovedrollen som den sjove og charmerende Brett Maverick, der drømmer om at spille i den prestigefyldte All-Rivers Poker Tournament.

Præmien til vinderen er gigantisk, det er buy-in desværre også, og Brett Maverick ejer ikke pengene. Med kun 2 dage til turneringsstart går den vilde jagt på penge til adgangsbilletten. Resten må du selv se – og du er sikret et godt grin.

Komedien og de romantiske indslag krydres med en masse poker.

Se et filmklip fra The Maverick (1994):

 A Big Hand for the Little Lady (1966)

En af de mest berømte pokerwesterns er A Big Hand for the Little Lady fra 1966.

Det er også en komedie, men der er skruet ned for det altopslugende heltemotiv.

Filmen foregår i en lille by i Texas i slutningen af 1890´erne og har Henry Fonda i hovedrollen som nybyggeren Meredith.

Fem velestimerede herrer fra byen mødes til deres årlige high-stakes sammenkomst i baglokalet af Sam´s Bar. Bedemanden kommer i sin hestetrukne ligvogn, mens advokaten dropper sine afsluttende bemærkninger i en retssag for at kunne nå pokeraftalen. En 3. nøjes med at arrangere en udsættelse af sin datters bryllup.

Samtidig kommer Meredith, konen Mary og sønnen Jackie forbi i deres ørkenskib. De er på vej vestover for at opbygge et nyt liv. Det ene hjul bryder sammen, og mens det bliver repareret, opholder familien sig i Sam´s Bar. Meredith er tidligere gambler – ludoman faktisk – og der går ikke lang tid, før han sidder ved bordet.

Spillerne raiser, re-raiser, og Meredith fortsætter, selv om han for længst har formøblet familiens opsparing. Da han tildeles en superhånd, får han et hjerteslag. Det sidste, Meredith når at hviske til den tililende læge, er, at Mary skal spille hans hånd færdig.

Det indvilliger Mary i. Problemet er bare, at hun ikke kender reglerne i det traditionelt mandsdominerede spil. Hun får at vide, at hvis hun ikke kan stille pengene til raises og re-raises, er hun ude af spillet. Det lykkes hende at låne pengene, og bankdirektøren – som hun låner pengene af – spiller hånden for hende. Han vinder selvfølgelig.

Alt ender lykkeligt – måske. Slutningen er klassisk, så den må du selv se.

Se traileren til filmen herunder:

Gambleren

Med Brett Maverick – for at vende tilbage til ham – er vi stødt på en ny persontype: Gambleren. Ham handler resten af denne artikel om.

Hvor George Brown fra A Cure of Pokeritis fandt fristed i vennernes selskab, og snydepelsene i A Big Hand for the Little Lady spillede for pengenes skyld, har vi her spilleren, der spiller for spillets skyld.

Der er lavet mange film om gamblere, hvor poker dog kun er ét af spillene, der spilles.

En af de bedste er California Split (1974) med den legendariske gambler Amarillo Slim.

Se klip fra California Split her:

Også filmen High-Roller (2003) om en poker og gin rummy spiller i samme kaliber, Stu Ungar, kan anbefales.

Se en trailer til filmen herunder:

 

The Sting (1973)

Filmen The Sting (1973), med Robert Redford og Paul Newman i hovedrollerne, bliver ofte udråbt til at være den bedste film om gambling. Handlingen foregår i 1936. Den har dog snyd som et centralt element i fortællingen.

Den amerikanske drøm er lemlæstet, fraregnet ambitionens mål med anstrengelserne – værre endda når spillet er tilsat snyd.

Se et klip fra filmen herunder:

 The Cincinatti Kid (1965)

Pokerklassikeren The Cincinatti Kid (1965) handler om prospilleren Eric “The Kid” Stoner, der under depressionen i 1930´erne spiller sin vej igennem New Orleans.

Hans mål er at blive verdens bedste pokerspiller ved at slå Lancey “The Man” Howard. “The Man” er netop i byen. De 2 ender HU i en 4-card stud turnering.

Undervejs i en pause fortæller en af “The Kid”´s venner – der er dealer i det aktuelle spil – at han snyder med kortene til “The Kid”´s fordel. Vores helt påbyder ham straks at holde op, ellers vil han “blow the whistle.”  “The Man” taber og taber, selv om “The Kid” ikke snyder, og bliver mere og mere modløs, og jeg vil ikke afsløre slutningen.

Mens det privatøkonomiske aspekt i pengespil – alt andet lige, som økonomerne siger – er svært at se bort fra i en film, hvor handlingen foregår under Den store Depression, spiller det en mindre rolle i den næste film, jeg vil omtale. Overlevelsen afhænger ikke af poker. Selve spillet har al fokus for hovedpersonen.

Se den afgørende scene i The Cincinatti Kid:

 

Rounders

Vi mangler stadig et vigtigt element i vores beskrivelse af pokerspillet, nemlig dygtighed.

Dygtighed har vel at mærke ikke noget at gøre med snyd: I poker er bluff en legitim del af spillet. Pokerspillets håndholdte vægt hælder til fordel for spillerne på bekostning af kortenes absolutte betydning.

Filmbranchen har i de senere år fanget appellen ved poker, nemlig kombinationen af held og dygtighed. Netop dette gør spillet så spændende – både at spille og at se på det store lærred eller hjemme i tv-stuen. Samtidigt er der ikke er noget krav om fitness i poker.

Kun få har fysik til at slå Rocky, være sejere end Clinten eller være hurtigere på aftrækkeren end John Wayne, hvorimod en pokerspiller kan slubre øl og junkfood, ryge powertobak og iføre sig hættetrøje og baseball-kasket.

Netop dette blev fornemt indfanget af den måske bedste – og mest indflydelsesrige – pokerfilm nogensinde. Filmen er Rounders (1998). Lovprisningerne af Rounders står i kø, en pokerhjemmeside kalder den: “The John the Baptist of the 21th Century poker boom.”

Poker-prof Vanessa Rousso uddyber og forklarer, hvad de flotte ord bunder i: “There have been lots of movies that have included poker, but only Rounders really captures the energy and tension in the game. And that´s why it stands as the best poker movie ever made.” 

Matt Damon og Edward Norton spiller hovedrollerne som hhv. Mike McDermott og “Worm”. John Malkovick spiller den berømte rolle som gangsteren Teddy KGB med den gustne russisk-engelske accent.

Meget kort fortalt har den jurastuderende McDermott en drøm om at komme til turneringen WSOP, hvor han vil slå verdens dengang bedste spiller, Johnny Chan.

Drømmen brister allerede i starten af filmen, da McDermott taber alle sine penge til Teddy KGB. En stor del af filmen – kvantitativt set – handler derfor om, at han og Worm prøver at samle penge til igen at udfordre Teddy KGB, så McDermott kan vinde det oprindelige tab tilbage og igen få råd til buy-in til WSOP.

Undervejs gør McDermotts meget lidt spillebegejstrede og halvvejs småborgerlige (men toplækre) kæreste fra ham.

McDermott må vælge, han kan ikke få det hele. Det er enten ligusterhækken eller friheden. Han vælger at satse på poker, hvor han selv bestemmer over sin egen succes.

Dagen før McDermott og Teddy KGB mødes ved den grønne filt, ser McDermott den legendariske finale i 1988 i WSOP. Her narrer Johnny Chan den solhattebeklædte Erik Seidel og vinder. Dagen efter lykkes det Mike McDermott at udregne Teddy KGB´s tell, når han satser højere, end kortene kan holde til. Det er hele filmens pokerfilosofiske kerne i en koncentreret maggi-terning, for ifølge Rounders handler poker mere om psykologi end kort.

Se den afgørende scene fra Rounders:

 

Afslutning

Med Rounders er vi oppe ved nutiden.

Filmen satte ord på, hvorfor online poker få år senere blev en verdensomspændende succes for unge, ambitiøse fyre. Fyre med livet foran sig, på jagt efter succesen, den svulmende rulle, spændingen, friheden.

Altså: Hvorfor en hobby for store drenge (A Cure of Pokeritis), et moralsk tvivlsomt spil (f.eks. Dr. Mabuse der Spieler, The Sting og A Big Hand for the Little Lady) eller et spil for maniske gamlere (f.eks. High-Roller) blev til en milliardindustri og et internationalt fænomen for piger og fyre som dig om mig.

Det handler, skåret ind til benet, om globaliseringen af Den amerikanske Drøm. Du kan, hvis du vil!

Hollywoods filmindustri har vejret luften og pumper pokerfilm ud. Både spillefilm (f.eks. Deal (2008) med Burt Reynolds i hovedrollen) og diverse dokumentarfilm med pokerstjerner i hovedroller. Ind i mellem er der spillefilmene, hvor poker de gæsteoptræder (og bærer filmene) eller blot er ansat som rådgivere bag scenen.

Alene i 2008 udkom – mindst – 4 storstilede pokerfilm fra Hollywood.

Selvom internettet har gjort poker populær over hele verden, mangler vi, så vidt jeg ved, stadig en film om online poker. Men det er kun et spørgsmål om tid.

Afslutningen lyder måske lidt mavesur. Det er ikke meningen. Nyd spillet og spændingen – og har du fået lyst til at (gen)se en eller flere af de nævnte film, så har denne artikel opnået et af sine vigtigste mål!

Idéen bag denne artikel er inspireret af Niels Lillelunds spændende kulturhistorie: Poker. Historien om et kortspil, Jyllands-Postens Forlag 2008. Udvalget og tolkningerne af filmene står alene for egen regning.