Johnny Chan har været en levende legende, siden han vandt World Series Of Poker mesterskabet i ’87 og ’88.
Sejren i WSOP 1988 blev foreviget i filmen Rounders, hvor Johnny spiller sig selv som verdens bedste pokerspiller. Filmen viser de virkelige optagelser fra turneringen, hvor Johnny Chan slår Erik Seidel i en medrivende sidste hånd (personen, Matt Damon spiller, ser optagelsen igen og igen, og senere slår han Johnny i et fiktivt pokerspil).
Erik Seidel havde haft kontrollen og overtaget i HU duellen, indtil Johnny flopper en straight og forfører Seidel til at rykke all-in med QQ. Et andet interessant aspekt ved sejren i ´88 var, at Johnny Chan i samme turnering tabte den største pot i WSOP´s historie – alligevel genvandt han titlen.
Året efter, 1989, var finalen mindst ligeså spændende, da Johnny Chan var så tæt på som overhovedet muligt at vinde titlen for 3. år i træk. Han kom HU med unge Phil Hellmuth, men måtte se sig slået til sidst, da Phil vandt den sidste hånd med par 9 på hånden.
Ikke desto mindre – de 3 resultater i træk utvivlsomt det bedste run der nogensinde er præsteret i turneringens historie.
Aggressiv spillestil
Siden har Johnny Chan været manden at slå. Respekteret og frygtet. Han er kendt for sin frigjorte og ekstremt aggressive stil. Som han selv siger: “Der er ikke mange der prøver at bluffe mig. Hvis der bliver bluffet eller stjålet på bordet, er det mig, der gør det.” Han er samtidig en af de mest vellidte pokerspillere pga. sin elskværdige personlighed og åbenhed.
Johnny Chan, eller “Orient Express” som han bliver kaldt, var den første nogensinde til at vinde 10 WSOP guldarmbånd, det seneste i sommeren 2005. Legenden over dem alle – Doyle Brunson – har også nået 10, men Johnny gjorde det som den første. Phil Hellmuth ligger lige efter med 9, og han er helt sikkert ikke tilfreds med at stå i skyggen af de 2.
Doyle tager det stille og roligt, efter at han er kommet op i alderen, og Johnny lader efterhånden turneringsspillet vige mere og mere for cash games. Har spiller han livligt med i de højeste spil overhovedet – og med enorm succes. Mange af de helt store spillere tør slet ikke sætte sig til bords med ham. Han hævdede da også på et tidspunkt, at legenden Amarillo Slim ikke turde spille mod ham. “Jeg ville æde ham levende,” sagde Chan.
Underligt nok blev Johnny Chan ikke indviget i Poker Hall of Fame før 2002, da han vandt sit 7. guldarmbånd – som den første asiatisk-amerikanske spiller.
Smutture til Vegas
Da Johnny Chan første gang tog til Las Vegas, var han blot 16 år. Med sig tog han den bankroll, han havde optjent ved at arbejde i hans fars kinesiske restaurant i Houston. Han lærte at spille poker i de dunkle afkroge af Chinatown. Da han kom til Vegas stilede han direkte hen til de høje blackjack borde.
To dage senere havde han tabt alt. Flere gange gjorde han samme nummer. Efter at have studeret hotel management på universitetet i Houston i nogle år, besluttede han sig for at opgive studiet for at rejse til Vegas.
Johnny Chans første år som professionel spillefugl var en katastrofe. Doyle Brunson sagde engang om den unge Chan: “Han var bare en ivrig knægt med en vis portion talent. Gik noget galt tændte han af. Han var for impulsiv og manglede disciplin.”
Oplæring i Vegas
I løbet af de første år som tabende pokerspiller arbejdede han som kok, casino dealer og floor manager for at få det hele til at køre rundt. Han lånte penge af venner, pantsatte sine værdier og misbrugte sine kreditkort. Det var en hård tid, indtil han lærte nøglen til succes: At vide hvornår han skulle stoppe, selvkontrol, og som Doyle sagde, disciplin.
Så snart Chan fik alt dette på plads, blev han endelig professionel med stort P. Han emigrerede til USA fra Kina, da han var 9 år, uden noget. Nu er han en gift mand med 6 børn, 6 huse, 10 WSOP guldarmbånd og en bankroll der tillader ham at spille på de højeste borde overhovedet.