Barack Obama. De fleste er på fornavn med ham, selv om 99,99999% af os aldrig har mødt manden. Det er verdens mest magtfulde mand, USA´s spritnye præsident Barack Obama.
De fleste ved imidlertid ikke, at han har et skjult talent: han er en ivrig pokerspiller. Måske siger hans pokerspil noget om, hvordan han bliver som præsident.
Obama og poker
Barack Hussein Obama, Jr., som hans fulde navn lyder, begyndte at spille poker, da han gik i gymnasiet. Han spillede både med sin far og sine gymnasiekammerater. Han har dog aldrig drevet pokerspillet videre end hobbyplanet.
Barack Obama er netop blevet indsat som USA’s første afroamerikanske præsident, men har kun en kort politisk karriere bag sig.
I 1996 blev den unge jurist indvalgt i delstaten Illinois´ lovgivende forsamling, og først i 2004 trådte han sine første skridt på den nationale politiske scene. Det skete, da han blev indvalgt i senatet i Washington D.C.
Barack Obamas korte karriere gør det svært at sige noget blot nogenlunde sikkert om, hvordan han vil tackle udfordringerne som præsident. Derfor har gættene været mange. Da han er en ivrig pokerspiller, har flere af buddene taget udgangspunkt ved den grønne filt.
Poker og politik
Der er der god grund til, for Barack Obama har brugt sit pokertalent flittigt. Tilbage i 1990´erne, da han stadig var helt grøn som politiker, tog han i pauser under svære forhandlinger ofte initiativ til pokerspil for at “smøre” den politiske proces og fjerne de værste forståelsesknaster.
Politiske venner og fjender og lobbyister for interessegrupper (landbrug f.eks.) deltog i spillet. De robuste storfarmere, lad os bare kalde dem det, var som regel skeptiske over for den unge, ambitiøse politiker. Efter nogle spil ved den grønne filt opdagede de, at man jo kunne snakke med manden.
“Barack was one of the guys,” som en af dem senere har udtrykt det.
Det var selvfølgelig ikke kun de andre politikere, der lærte Obama at kende. Det gik også den anden vej rundt. “It’s a fun way for people to relax and share stories and give each other a hard time over friendly competition,” har Barack Obama senere sagt. Han fortsætter: “it was a way to get to know other senators including Republicans.”
Man følte hinanden på tænderne med øl, cigarer og low stakes poker. Partykillers som politik og lovgivning var sjældne, i stedet stod vittighederne og de sjove småkommentarer om alt og ingenting i kø.
Efter Barack Obama blev valgt ind i senatet i Washington i 2004 har han ikke fortsat pokerspillet – i hvert fald ikke i sit politiske arbejde. Om han gør som præsident bliver spændende at se.
A pretty good player
Selv om afsnittet ovenfor peger på, at Barack Obama ønsker et godt personligt forhold til sine politiske med- og modspillere, før beslutningerne træffes, er hans egen spillestil måske også sigende om hans fremtidige lederstil.
Barack Obama karakteriserer sig selv som “pretty good” ved den grønne filt. Han er en forsigtig spiller med et “stone face”, der ikke røber hans intentioner. Det er svært at distrahere Obama, når han spiller, og han studerer sine odds grundigt, før han spiller ud.
Obama vil hellere folde tidligt end satse penge på, at et bestemt kort dukker op. Sådan lyder det i hvert fald fra dem, der har spillet mod ham.
Som antydet ofrede Barack Obama dengang mere opmærksomhed på selve spillet end på hyggesnakken og vittighederne. Han hadede at tabe, men når han gjorde det, tog han nederlaget pænt.
En af Barack Obamas gamle spillevenner, senator Terry Links, siger således: “He didn’t stay in hands if he didn’t think he had a chance of winning. Barack wasn’t one of those foolish gamblers who just thought all of a sudden that card in the middle was going to show up mysteriously. He’s as competitive in politics as he is in poker. It’s not like he’s going to go into something without a course of action mapped out.”
Denne spillestil betød, at når Barack Obama endelig bluffede, lykkedes han som regel med at narre de andre. Denne egenskab tager han forhåbentlig ikke med til Det hvide Hus… Omvendt er det sidste citat fra Terry Links beroligende: Barack Obama ved, hvad han gør og har tænkt over tingene. Og det er vel det højeste krav, man kan sætte til en politiker?
Amerikanske præsidenter og poker
Barack Obama er blot det seneste skud på stammen af pokerspillende amerikanske præsidenter. I det hele taget gennemsyrer pokerspillet amerikansk kultur. Alle samfundslag spiller poker. Ofte støder vi på kendte navne som forfatteren Mark Twain og softwarevirtuosen Bill Gates, der i sin tid brugte spillet til at træne sine analytiske evner. Og kan man tænke sig en western, det mest amerikanske af det ærkeamerikanske, uden poker?
Hårdkogte mænd med skarpladte pistoler, der spiller poker i saloonen, mens bourbonen flyder, er et uundværlig baggrundsbillede.
Lige fra John Wayne til Lucky Luke.
Da Barack Obama valgte at arrangere pokeraftener dengang i Illinois, ramte han altså plet. Det var næppe tilfældigt, at valget netop faldt på poker.
Så er der som sagt de pokerspillende præsidenter. De kommer fra begge de 2 store amerikanske partier, demokraterne og republikanerne. Nogle har været gode pokerspillere, mens andre ikke har kunnet byde på andet end interessen.
Navne fra det 20. århundrede er Theodor “Teddy” Roosevelt, Harry S Truman, Dwight D. “Ike” Eisenhower, Lyndon B. Johnson og Richard Nixon. Sidstnævnte tjente så mange penge på sit pokerspil, at gevinsterne betalte hans første valgkampagne til kongressen.
Barack Obamas forgænger i embedet, George Bush, Jr. (der endda fik fremstillet specialdesignede pokerchips) er også ivrig pokerspiller, selvom deres politiske temperamenter er så forskellige, som man kan tænke sig.
Om de 2 har spillet poker over for hinanden vides ikke, men hvis de har, så har det uden tvivl været underholdende.