Vince Burgio flyttede i 1976 fra Kansas City til Californien for at starte et byggefirma op som viste sig at blive en stor succes. 11 år senere stødte han på turneringspoker. Første gang han spillede vandt han $8000, og allerede to uger efter i hans næste turnering blev han $54.000 rigere. Det fik ham til at tænke alvorligt over at forsøge sig som prof., og et par måneder senere sagde han sit job op, og han har spillet poker lige siden.
Mange ville måske se det som noget af en hovedløs handling at forsøge sig som professionel pokerspiller sådan uden videre, men Vince og hans kone var ikke bekymret. De havde en pæn opsparing, og Vince Burgio har altid været en økonomisk fornuftig mand, hvilket har resulteret i at han altid har haft de penge han skulle bruge. Et år hvor han vandt en halv million dollars investerede han dem også alle.
Selvom Vince Burgio spiller cash games er det turneringer han virkelig brænder for. Men det er langt fra pengene der får ham til at spille med i de største turneringer derude. Hele konkurrenceaspektet og lysten til at klare sig godt og nå længere og længere er hvad der virkeligt trækker i ham.
“Hvis man bare spillede for pengene, kunne man godt finde sig en anden profession hvor man ved at dedikere sig ligeså meget kunne tjene mange flere penge. Eller som pokerspiller kunne man spille cash games hvor der var halvt så meget stress og tjene mindst ligeså mange penge.”
Et andet aspekt ved de store turneringer der motiverer Vince er at man har muligheden for at komme på tv. Ved WPT i 2003 var der mange af hans bekendte der så ham, og det gav ham en vis tilfredshed at blive set og få anerkendt hans profession. Det negative aspekt ved at være turneringsspiller ser han i at man stort set altid ender som taber.
Noget af det der gør ham selv til en god turneringspiller er at han er i stand til at blive slået ud, tabe og komme tilbage, blive slået ud, tabe og komme tilbage igen og gå i seng om aftenen og vågne op næste dag og gøre det hele igen uden at lade sig påvirke af det – men selvfølgelig altid tage ved lære.
Udholdenhed er dyden han gennem årene har arbejdet på, og hvad der gør ham til en vindende spiller. “Man skal virkelig ville det,” siger han. “og man skal være i stand til at komme tilbage med sit bedste spil dag efter dag uafhængigt af de mange slemme beats man nu engang tager sig.”
Vince Burgio har også opnået stor anerkendelse gennem hans klumme i CardPlayer magasinet, hvor han til hans store glæde også har været i stand til at udtrykke hans personlighed mere. Skrivearbejdet har også været med til at udvikle hans eget spil, og han er generelt rigtig glad for dette lille sidearbejde.
Han er gift og har fire voksne døtre som mener at deres far er for anonym ved pokerbordene. De mener deres far burde bærer guldkæder eller skille sig ud fra de øvrige spillere på en eller anden måde, men det er slet ikke hvad han selv ønsker. Det passer ham fint at være anonym ved bord og ikke skille sig ud eller virke højrøvet ved pokerbordet.
Af større 1. pladser gennem Vince Burgios karriere kan nævnes WSOP Seven Card stud split i 1994, D.J.B. no-limit hold’em mesterskabet samme år og LA Poker Classic mesterskabet i Lowball.