Dan Harrington er en af de største profiler indenfor poker. Han er en særdeles beregnende og frygtløs spiller og en glimrende forfatter.
Dan Harrington er en stor, rødmosset irer med karakter, et skarpt intellekt, behændig strategi og ubarmhjertig udførelse af sine handlinger. Som 26-årig blev Dan skakmester i staten Massachusetts, og som 35-årig vandt han World Cup i backgammon. Da han blev 50 år tog han 1. pladsen ved World Series Of Poker mesterskabet (1995).
Baggrunden for hans store succes indenfor spil er hans store matematiske forståelse. På et tidspunkt arbejdede han som en del af ”Mission Impossible”-teamet, der udfra specielle matematiske formularer udarbejdede et regnestykke om odds for at vinde på roulette. MIT spillede med 40 % edge på hvert spin, indtil de blev afsløret af Atlantic City´s Sands Casino.
Harrington og tells
Da Dan Harrington startede med at spille poker, var det sammen med andre Harvard studerende såsom Bill Gates og Paul Allen. Dengang var det endnu på et lavt plan, og det var først, da han rejste til Californien, at han begyndte at spille Texas holdem.
Dette spil skulle med al sin kompleksitet vise sig at være spillet, hvor Dans helt specielle evner virkelig kom til udfoldelse. Selvom hans matematiske talent er exceptionelt, vil han nok aldrig klare sig helt ligeså godt online: En af hans helt store styrker er nemlig at udlede information fra de modstandere, han sidder til bords med i live poker – samtidig med at han ikke afslører det mindste om sig selv.
Han elsker, når folk snakker ved bordene, da det giver ham information om dem, samt når folk hører musik gennem høretelefoner, da mange elementer og situationer i spillet går forbi deres næse. Som en computer gemmer han hvert stykke information metodisk og træffer beslutninger ud fra disse.
Bagsiden
I 2003 fik han en flot 3. plads ved WSOP-mesterskabet, men også en lærestreg mht. udholdenhed. Efter at være vant til at arbejde ud fra en metodisk inddeling af den information han kunne opsamle, lærte han, at det simpelthen udmattede ham for meget.
Det var især pga. det meget forøgede antal spillere, men vel også pga. hans alder der nærmede sig de 60. I 2004 besluttede han sig derfor for ikke at bruge nær så meget kraft på at analysere hver enkelt spiller. Med en 4. plads viste hans plan sig at bære frugt.
Motivationen
Hvad er det, der kan motivere en spiller som Dan Harrington til år efter år at kæmpe med på allerhøjeste plan? Pengene!
Da han ved WSOP i 1995 skulle spille heads up mod Howard Goldfarb, sagde turneringsdirektøren til ham: ”Jeg ved, du vil vinde, for da vi bragte pengene ind sammen med guldarmbåndet, gik din modstander op og så på armbåndet, mens du gik op til pengene.”
Dan siger selv: ”Mange er her for berømmelsen. Jeg er her for pengene!” Men selvom han spiller for pengene alene, bliver han aldrig grådig eller bange for at miste sine penge. ”Jeg har mere selvkontrol end 99.9% af alle spillere,” siger han. Dette er nøglen til at vinde i poker, udtaler han: Altid at lave den mest korrekte beslutning, uafhængigt af tidligere hændelser. Man skal altid sørge for at holde sine tab nede, og ikke lade de, til tider forfærdelige, tab, der nu engang opstår i poker, påvirke éns spil.
Dan Harrington er i øvrigt en fortrinlig forfatter af pokerbøger, og hans Harrington on Hold´em, er et must for alle, der tager NL texas holdem seriøst!