Peter Costa. Peter ’The Poet’ Costa blev født på Cypern i 1956. Hans far døde da han blot var syv år gammel, hvilket efterlod hans mor alene med ni børn. Grundet den tyrkiske invasion af Cypern så familien sig nødsaget til at flytte, og det blev til Liverpool, England. Her startede familien et Fish-n-Chips foretagende op, som senere spredte sig ud over hele landet. Det var dog ikke fordi familien blev rige på det, men de formåede da at få tilværelsen til at fungere ved hårdt arbejde.
Da Peter Costa var 19 år blev han gift med en flygtning fra Cypern – et ægteskab forældrene havde foreslået. Han følte aldrig rigtig for ægteskabet, da det var noget han blot havde sagt ja til – som så meget andet i hans liv.
I 2000, efter at hans eneste datter havde gennemført universitetet, forlod han forretning såvel som hjem for at starte på en frisk. Begge dele havde han betalt af gennem tre års pokerspil, men han var så desperat for at komme ud af det hele, at han lod sin kone overtage det.
Han havde lige præcis nok til at klare sig i en måned, men heller ikke mere. Han lejede sig ind hos en kvinde der netop var ved at færdiggøre et studie i avanceret psykoterapi, og det sammentræf skulle vise sig at blive altafgørende for Peter Costa som kom med mere mental bagage end man kan forestille sig.
I halvandet år arbejdede hun med ham, hvilket gav ham en motivation til livet han aldrig før havde følt. Han fortalte hende at han havde spillet poker i adskillige år, at han holdt meget af spillet og faktisk var ret god. ”Hun sagde til mig, at hvis poker er det jeg er god til, hvorfor så ikke spille professionelt? Og det gjorde jeg så,” siger Peter. ”Jeg så faktisk poker som min frelser. Det gav mig en grund til at fortsætte. Jeg har altid brændt for udfordringer, og jeg så dette som noget jeg kunne gå for.”
Til at starte med kunne han dog ikke komme i gang med at spille. Måske fordi det var vitalt for ham at vinde. Et par måneder senere kom han dog endelig i gang, men i løbet af det første år som professionel pokerspiller var han helt nede at skrabe bunden mere end ti gange.
Dog gik det heldigvis aldrig helt galt. ”Hver gang jeg ramte bunden, kom jeg i pengene. Jeg følte at jeg var en slags mirakelmand,” siger Peter Costa. Ni måneder efter at han havde forladt sin kone, ringede han til hende for at bede om nogle penge. Til trods for at han havde givet hende hele hans forretning og hus, afslog hun, hvilket naturligvis var svært for Peter Costa at kapere.
”Det var ikke så meget pengene som afslaget,” siger han. ”Det gjorde ondt. Det fik mig virkelig til at begynde at spille poker seriøst!” Han lånte i stedet £100 af en ven, som han samme aften gjorde til £500 i en turnering. To dage senere tog han til European Championships i London, hvor han transformerede de £500 om til £60.000 – det eksakte beløb han havde bedt sin eks-kone om!
Siden da har Peter ’The Poet’ Costa udviklet sig til at være en af de bedste spillere når det kommer til live-turneringer. Han vandt en tv-transmitteret turnering, som gjorde ham kendt over hele England, og gav ham en finansiel ’backer’ ved navn Laulie Butters. ”Han fik mig til at føle mig ti fod høj,” siger Peter. ”Han spurgte hvor meget jeg skulle bruge for at deltage i en stor turnering i Los Angeles, og jeg sagde til ham jeg skulle bruge $8000. Han gav mig pengene, og sagde at jeg ikke skulle bekymre mig om at tabe.”
Peter Costa tog til LA’s Commerce Casino hvor turneringen blev afholdt. Da han blev placeret på bord 1, sæde 1 vidste han allerede at han ville vinde – og det gjorde han til trods for at han i løbet af den første time havde været helt nede på 200 i chips. Ugen efter spillede han en turnering i Vegas som han også vandt. Derefter tog han til London hvor han vandt European Championships. Senere har han også vundet Binions Hall of Fame turnering, og Aussie Millions i 2003, hvilket gjorde ham til en vinder på tre kontinenter.