Jamie Gold blev født under navnet Jamie M. Usherd den 25.august 1969 i Kansas City. Han flyttede med moderen til Manhatten, da forældrene blev skilt.
Her mødte moderen lægen Robert Gold, som hun giftede sig med, og Jamie måtte skifte både bopæl og efternavn, da den lille nye familie flyttede til New Jersey.
Golds mor var i sine unge dage en ganske habil pokerspiller, bedstefaren var mester i kortspillet gin rummy. I visse familier falder æblet ikke langt fra stammen. Så det kom næppe som en stor overraskelse da Jamie Gold blev den første pokerspiller til at komme over den magiske $ 10 mio. grænse, da han i ’06 løb af med WSOP-titlen og indkasserede 12 mio. dollars.
Gold og Chan
Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at Gold skulle leve af poker, da han som teenager blev færdig med high school. Som 16-årig kom i praktik på et talentbureau.
Allerede som 21-årig arbejdede han som talentspejder, hvor han repræsenterede bl.a. Desperate Housewives-stjernen Felicity Huffman og Charlies ene engel, Lucy Liu. Der skulle vise sig også at blive plads til en pokerstjerne – Johnny Chan.
Passionen for kortspil har selvsagt altid været en del af Jamies liv, men det var først da han så filmen Rounders, at interessen for texas holdem blev vækket. Jamie Gold kontaktede Johnny Chan og tilbød sig selv som agent. Som modydelse skulle Gold modtage pokerlektioner.
Sammen fik d’herrer bl.a. publiceret Chans bog Play Poker Like Chan og adskillige tv-shows, hvilket gjorde Chan til en yderst travl mand. Så travl at der ikke var tid til pokerundervisning. I stedet fik Jamie Gold tilbudt om at komme med som railbird, når Chan spillede. Gold fik hurtigt opsnappet fiduserne i texas holdem, og da han senere droppede jobbet som agent for at lave fjernsyn, satte han al fritid af til pokerspil.
Dagene gik med arbejde og aftenerne blev tilbragt på et af L.A.’s utallige casinoer, hvor Gold løbende gik fra at være cashspiller til tourspiller og så til vindende tourspiller.
Resultaterne ruller
I april 2005 blev Jamie Gold nummer 1 i en $200 re-buy turnering på The Bicycle Casino i Los Angeles og blev $ 54.000 rigere. I løbet af året året blev det til et par mellemplaceringer og et par finaltables.
I 2006 fik verden øjnene op for Jamie Gold, da han præsterede at være med i alle WSOP ME-turnerings spilledage. Han var chipleader fra dag 2. Han vandt WSOP Main Event det år.
Turbulent sejr
WSOP-debutanten har været meget i medierne siden den famøse sejr, men ikke kun for det gode. Kort efter at have erhvervet sig titlen som WSOP-vinder, blev Gold sagsøgt.
Golds sæde til WSOP ME blev sikret igennem pokerselskabet Bodog.com, for hvem han arbejdede som talentspejder og til gengæld fik et sæde som betaling. Under eventet mødte Gold WPT Bootcamp-træner og Tv-agent Bruce Crispin Leyser, og de 2 agenter indgik en aftale om, at Crispin Leyser skulle hjælpe Gold med at hverve pokerspillende kendisser. Til gengæld ville han få halvdelen af Golds eventuelle gevinst.
Men da sejren var i hus kontaktede Gold ikke Crispin Leyser, og kort efter blev Gold sagsøgt af Crispin Leyser, som retfærdigt krævede sin andel af de 12 millioner dollars som 1. pladsen udløste. Kontoen med gevinsten blev frosset, imens forhandlingerne stod på, og først et halvt år senere lykkedes det parterne at indgå forlig. Gold har sidenhen udtalt at der var tale om en misforståelse, og at især medierne har udstillet ham som en uærlig person.
Jamie Gold har om nogen formået at leve efter devisen: ”Hellere dårlig omtale end ingen omtale”. På trods af mange negative ytringer, har han formået at bevare sit gode humør og tager imod tilbud om promovering med kyshånd. Senest har Gold været at følge i “High Stakes Poker” programmerne, hvor han spiller noget uortodokst og ikke får lutter rosende ord med på vejen.