Dewey Tomko begyndte allerede som 16-årig at leve af sit pokerspil. Faktisk spillede han så godt at han via sit pokerspil finansierede et fire års langt studie på Salem College i de sene 60’ere ved at spille mod de hjemvendte Vietnam veteraner.
Da han var færdiguddannet tog han et dårligt betalt job som lærer i en børnehaveklasse i Florida. “Florida havde måske den bedste poker action på det tidspunkt,” siger Dewey, “Og mit job var perfekt for en pokerspiller.” Stort set hver aften sad Dewey Tomko og hamrede igennem på pokerbordene – hele natten lang!
Derfra tog han så direkte på arbejde kl. 8 om morgenen! Efter frokost tog han børnene ud så de kunne løbe rundt og lege i Floridas varme. Dernæst gik de indenfor, og tog sig en lang eftermiddagslur – en meget lang én for Deweys vedkommende. “Jeg havde vænnet forældrene til at komme og hente deres børn mens jeg stadig sov.”
Selvom han kun tjente $6100 om året, blev han i jobbet i hele 6 år da han holdt meget af det. Det var først da skolen overførte ham til at undervise de lidt ældre elever, at han besluttede sig for at stoppe. Desuden havde han indset hvor meget jobbet som skolelærer faktisk kostede ham, da han ofte var nødt til at forlade spil hvor han kunne tjene så meget som $10.000 på en aften. Det gav ikke meget mening for ham at fortsætte som skolelærer, og han sagde op for at blive 100% professionel pokerspiller. “Jeg spillede poker og sov. Det var alt jeg lavede.”
I løbet af 80’erne fik Dewey Tomko spillet en hel masse turneringer, og blev nærmest kendt for at ende som nummer 2. Faktisk endte han som nummer to i 15 af de helt store turneringer inklusiv WSOP mesterskabet i 1982, før det endelig blev til en 1. plads ved Grand Prix and Irish Eccentric Tournament i 1985. Året før havde han også vundet 1. pladsen i Pot Limit Omaha ved WSOP, og han begyndte at mærke forskellen nu hvor han vandt. Hvor folk tidligere ofte var glade for at se ham ved bordet, mærkede han nu mere jalousi over hans succes.
Dewey havde troet at han ville føle sig lettet da han vandt det store Grand Prix i Las Vegas, men det viste sig ikke helt at være tilfældet. “Jeg havde brugt 20 år af mit liv på at nå til det punkt, men det var ikke som jeg havde forventet det ville være. Jeg følte der ikke var noget at arbejde sig frem mod efter det.”
Konsekvensen af hans skuffelse over succesen var, at han mistede sin store interesse for poker, og begrænsede turneringspokeren til kun at spille med ved World Series of Poker hvert år.
Han havde tjent en masse penge gennem denne lange periode som professionel pokerspiller, og investerede dem i forskellige lukrative forretninger såsom en bookmaker og en golfbane. Derudover begyndte han at bruge meget tid på golf, og ikke mindst sin familie. Pokeren havde optaget en stor del af hans tid, og han fandt det nu befriende at kunne bruge sin tid mere frit.
Det var hans ældste søn, Derek, som mange år senere fik ham tilbage på pokerscenen. “Derek ville spille poker, og han begyndte at stille mig alle mulige spørgsmål. Mens jeg lærte ham at spille poker, kunne jeg mærke at interessen for poker begyndte at komme tilbage.”
Hans comeback på pokerscenen kunne ikke være mere symbolsk. På aller-Deweyske facon endte han som nummer to i den største turnering af dem alle, nemlig ved WSOP i 2001 hvor Carlos Mortensen løb med 1. pladsen, og minsandten om ikke han tog endnu en 2. plads i 2003 ved WPT Five Diamond World Poker Classic mesterskabet. Dog ikke to 2. pladser man kan være helt utilfreds med!