Garry Bush blev i 2002 kåret til årets europæiske spiller, efter at være endt i pengene 32 gange i årets løb. De to foregående år kom han ind på en førsteplads fire gange i store europæiske turneringer. Udmærkelsen i 2002 fremhævede for alvor hans navn på den store scene. Derfor overraskede det mange at han ikke valgte at deltage i World Series Of Poker i 2003.
Men dette var et helt bevidst valg, da han ligger stor vægt på mentalt at være parat til at spille turneringer, og det følte han ikke han var op til årets store turnering. En meget usædvanlig holdning for en mand med så meget succes som tilfældet er med Garry Bush. Denne slags usædvanlige selverkendelse er nok noget af det der gør ham til en fantastisk pokerspiller.
Dette er dog ikke det eneste udsædvanlige aspekt ved Garry Bush der gør ham til en meget spændende pokerspiller. I modsætning til mange andre pokerspillere drømmer han ikke om at komme på TV, tværtimod. Han ønsker på ingen måde at deltage i televiseret poker, da det eneste man som spiller får ud af det er en berømmelse som Garry Bush overhovedet ikke går og drømmer om.
I USA er det ikke engang tilladt at bære logo for en bestemt sponsor, så de der tjener kassen på televiseret poker er alle mulige andre end pokerspillerne. Der er dog et kæmpe minus for de spillere der deltager i televiseret poker, nemlig at deres spillestil bliver udstillet for hele verdenen.
De sidste par år er hans passion for turneringspoker også skrumpet ind til nærmest at være en ting i fortiden. Da han først startede med at spille elskede han det, men det blev for meget som et job for ham at sidde time efter time uden mulighed for lige at tage en pause.
Folk der sidder og ser store spillere vinde millioner i turneringer, forstår måske ikke at denne spiller allerede har brugt millioner på at købe sig ind til turneringer gennem årene. Turneringspoker er ikke vejen til hurtige penge, medmindre man er heldig, men nærmere en hård levevej der påkræver nærmest umenneskelig udholdenhed, selverkendelse og ikke mindst tålmodighed.
Nu hvor der er så vanvittigt mange deltagere i de store turneringer, er det også blevet meget sværere at vinde stort, selvom det naturligvis er rigtig stort nu når man endelig gør. Garry håber bare at de dygtigste spillere også oftest ender på toppen. Held er dog en underlig ting, og spiller med i alle enkeltstående situationer, så nu må vi se.
Han har som alle andre pokerspillere, også selv fået dette faktum at føle. Skuffelsen og humørsvingningerne som følger med, har gjort at hans mor haft meget svært ved at acceptere hans pokerkarriere. Med årene har hun dog lært at acceptere det, og støttet ham. Hans største støtte er dog ham selv, og arbejder altid på at føle hvor han står mht. hans pokerspil, og reageret derefter. Når pokeren fx kommer for tæt ind på ham, hygger han sig med sin lille søn. Det sætter ligesom alting i perspektiv for ham.
Garry Bush har lært sig alle pokerspil, og har mange års erfaring med dem. Han startede som ung med at spille med sine venner i billardhaller i London og efter 18 måneder havde han allerede vundet to rigtig store turneringer. Cash games spiller han stadig hovedsageligt med vennerne.
Garry Bush er en solid spiller, der ikke forsøger sig med alle mulige vilde moves, men snarere venter på at andre begår fejl og straffer dem.